På Loke og Thors rejse til Udgårdsloke overnattede de først hos Egil Skytten i Midgaard, som måtte aflevere sine børn Røskva og Tjalfe til Thor som trælle, fordi sønnen Tjalfe havde trodset Thors forbud mod at brække gedebukkenes ben og suge marven ud så en af bukkene blev halt.
Da de fortsatte rejsen næste morgen, lod de bukkene stå hos Egil Skytten så han kunne pleje dem, og fortsatte til fods.
På vejen kom de til en skov, der var så stor, at de gik hele dagen uden at komme ud af den. Tjalfe var nok den, som var lettest til bens, og det var da også ham, som bar madposen. Den kunne de ikke undvære, for der var ikke megen mad at finde i den skov.
Da mørket faldt på, og de skulle finde et sted at sove, kom de til et hus, der var større end stort. Døren sad i gavlen og var lige så bred som hele huset. Inde i huset var der en stor sal og ved siden af en lille stue Der gik de så ind og lagde sig til at sove lige ved indgangen.
Ved midnat kom der et stort jordskælv, jorden bølgede, og huset rystede. Thor vågnede og kaldte på de andre, og de famlede så rundt i mørket. De tre andre var bange og skyndte sig at krybe ind i den lille stue, mens Thor satte sig i døråbningen og holdt vagt med sin hammer og hele tiden buldrede og rumlede det.
Næste morgen gik Thor ud og fik øje på en kæmpe, som lå og snorkede mellem træerne. Så var Thor jo nok klar over, hvor den torden stammede fra, som de havde hørt om natten og han skyndte sig at spænde sit styrkebælte.
I det samme vågnede kæmpen og satte sig op, og Thor blev så overrasket, at han glemte at kaste hammeren.
Han spurgte så kæmpen om hans navn og denne sagde, at han hed Skrymer, "og du må vel være Thor", fortsatte han. Thor så nu, at det de troede var et hus, var kæmpens ene vante, og at det rum de havde sovet i var vantens tommelfinger.
Skrymer spurgte så, hvor de skulle hen, og da de svarede at de var på vej til Udgårdsloke i Jotunheim, foreslog han at de fulgtes ad, for han skulle i samme retning.
Først skulle de dog lige have lidt morgenmad
De aftalet at deles om maden på rejsen, så Skrymer kom det der var tilbage fra morgenmaden ned i sin madpose og bandt solidt for den, tog posen på ryggen og gik så af sted i spidsen for de andre. Det gjorde han hele dagen, og det var nogle lange skridt, han tog så de måtte hænge i for at følge med.
Om aftenen slog de sig ned under et stort egetræ. Skrymer ville sove med det sammen, men sagde, at de andre jo bare kunne tage madposen og spise til aften, og så lagde han sig til at sove og snorkede, så det rungede i hele skoven. Men da Thor ville åbne for posen, kunne han ikke få en eneste af knuderne op, så de fik ikke noget at spise.
Dette gjorde Thor så hidsig, at han tog sin hammer og gik hen til kæmpen og slog ham af fuld kraft i panden. Skrymer vågnede, så sig omkring og mumlede, at det vist var et blad, som var faldet ned i hovedet på ham. Så spurgte han, om de ikke var færdige med at spise, siden de ikke havde lagt sig.
Thor svarede, at de skulle lige til det, og så gik de alle fire hen og lagde sig under et andet træ, men de var ikke rigtig trygge ved situationen.
Ved midnat snorkede Skrymer så højt, at træerne stod og ruskede med grenene. Så rejste Tor sig, gik hen til kæmpen, svang hammeren og huggede den af al magt ned midt i hans nakke så hårdt, at den næsten sank i til skaftet.
- Nå, nå! - mumlede Skrymer og satte sig halvt op, - det var nok et agern, der faldt ned i hovedet på mig. Men hvad laver du her, Thor? -
Thor skyndte sig hen til sit eget træ og sagde, at han lige var vågnet, og at det kun var midnat, så de kunne sove længe endnu. Men han tænkte, at kunne han bare få givet ham et tredje slag, så skulle den karl aldrig vågne mere.
Han lå nu længe og lyttede efter Skrymers åndedrag, og da han lidt før daggry kunne han høre, at han sov fast, rejste han sig, og gik hen til ham og slog ham af al kraft i tindingen så Mjølner sank i til skaftet.
Skrymer vågnede og strøg sig over panden, og mumlede noget om nogle kviste der måtte være faldet ned fra træet? Men da han så, at Thor var vågen, stod han også op og sagde, at nu måtte han se at komme videre, og her måtte deres veje skilles for han skulle en anden vej. Han fortalte, at de var tæt på Udgård, og hvis de syntes han var stor, skulle de se kæmper når de nåede dertil. Han rådede dem derfor til at vende om igen, medens tid var, da folkene i Udgård ikke brød sig om småkravl som dem.
De fire fortsatte så deres rejse og ved middagstid så de en mægtig borg dukke op ude på sletten.
Da de kom til borgporten var den lukket med lås og slå. Thor tog fat i porten, men han kunne ikke få den op. Så opdagede de at der var så meget plads under den, at de lige kunne mase sig ind.
Da de var kommet ind i borggården fik de øje på en åben dør der førte ind til en stor hal og gik derind. En mængde folk sad bænket ved langbordene og de var bestemt ikke svæklinge at se til.
Bagerst i salen på en forhøjning sad Udgårdsloke og de gik straks hen for at hilse på ham. Han så ikke ud til at være overrasket over deres ankomst. Hilste dårlig nok på dem og sagde: " I ser ikke ud af meget. Den lille fyr der, skal det være asen Thor?". I ser ikke ud til at være meget bevendt, men lad det komme an på en prøve. Fortæl mig hvad i hver i sær er gode til".
Loke svarede, at han var parat til at spise om kap med hvem som helst her i hallen. Det syntes Udgårdsloke lød spændende, og kaldte på en, som hed Loge og bad ham komme frem og spise om kap med Loke.
Så blev der sat et stort trug med sulemad frem midt på bordet. Loke satte sig ved den ene side og Loge ved den anden, og så åd de løs så hurtigt de kunne, indtil de mødtes på midten.
Da havde Loke spist alt kødet ind til benene, men Loge havde ædt både kød og knogler og truget med. Så alle kunne se, at Loke havde tabt den dyst.
Udgårdsloke spurgte så Tjalfe, hvad han var god til, og Tjalfe svarede, at han var parat til at løbe om kap med hvem som helst i salen.
Fint nok sagde Udgårdsloke, lad os gå udenfor og lad os se hvor god du er. Så kaldte han på en der hed Huge som skulle løbe om kap med Tjalfe. Da de havde løbet halvvejen var Huge allerede et godt stykke foran Tjalfe og da Huge nåede i mål var Tjalfe en hel omgang bagefter. Udgårdsloke nikkede alligevel anerkendende og sagde, at ingen endnu havde kunnet besejre Huge og at Tjalfe var den hurtigste modstander han indtil nu havde set. Udgårdsloke spurgte så Thor, hvad han kunne tænke sig at dyste i og Thor svarede, at han helst ville drikke om kap. Det kan godt lade sig gøre sagde Udgårdsloke, og råbte til mundskænken, at han skulle bringe det drikkehorn, som hirdmændene plejede at bruge, når de var blevet dømt til at drikke.
Så fortalte Udgårdsloke, at det regnedes for godt drukket, hvis nogen tømte hornet i ét drag. Thor syntes ikke, at hornet var så stort endda. Det var ganske vist lidt langt, men har var godt tørstig, så han satte hornet for munden og drak løs medens han tænkte, at det næppe ville blive nødvendig at prøve en gang til. Men da han ikke orkede mere og tog hornet fra munden, så han, at det næsten ikke var svundet i det.
Thor satte straks hornet for munden igen og drak alt, hvad han orkede, og tænkte, at denne gang skulle det nok blive tømt, men da han ikke kunne synke mere var der stadig meget tilbage. Thor blev rasende og satte igen hornet for munden og drak til han var ved at segne. Han kikkede igen ned i hornet og så, at det nu var svundet et godt stykke men der var dog stadig meget langt til bunden. Så måtte han opgive at drikke mere og satte hornet fra sig.
"Du skuffer mig", sagde Udgårdsloke, jeg havde regnet med noget mere fra din side, men du får en chance mere for at vise hvad du dur til. Han kaldte så:" Mis, mis" og en stor kat kom springende. "Det er vel egentlig ikke en værdig prøve for dig", fortsatte han, "men hvis du kan løfte katten op fra gulvet så ingen af dens ben rører jorden, vil du alligevel have genvundet noget af min respekt." Tor gik hen til katten og tog fat under dens maven og løftede den op, men jo mere han løftede desto, mere skød katten ryg. På et tidspunkt måtte den dog lette på den ene pote men den holdt stand og til sidst måtte Thor give op.
Nu var Thor rødglødende af raseri og råbte: "Kom frem alle der har lyst til at brydes med mig! For nu er jeg gal!" - Udgårdsloke så sig om i salen og mente, at der nok ikke var nogen, som ville være bekendt at brydes med Thor, men til sidst kaldte han på den gamle kone Elle. Hende kunne Tor brydes med, hvis han turde, men hun havde ellers kastet mange, der var større end ham, fortalte han.

De stillede sig op, tog fat i hinanden og begyndte at brydes, men jo hårdere Thor tog fat, desto fastere stod Elle. Ikke længe efter svandt Thors kræfter og han blev tvunget i knæ. Så trådte Udgårdsloke til og bad dem holde op og sagde, at nu havde Thor vel ikke lyst til at brydes med flere.
Det var nu også blevet aften, og Thor og hans venner blev budt til bords. De blev på borgen natten over, og havde ingen grund til klage, beværtningen var den bedste.
Næste morgen stod Thor og hans følge tidligt op, klædte sig på og ville af sted. Men så kom Udgårdsloke og lod dække op for dem, og det skortede ikke på noget, hverken på mad eller drikke.
Da de havde spist, fulgte Udgårdsloke med dem uden for borgen. Da de skulle skilles, vendte han sig om mod Thor og spurgte, hvad han havde fået ud af sin rejse, og om han nogen sinde før havde mødt nogen, som var stærkere end han.
Thor ville ikke nægte, at han ikke havde fået megen ære ud af sit besøg. "Jeg er godt klar over at i vil sige, at jeg ikke duer til ret meget, og det huer mig ikke!" - svarede han.
Men så sagde Udgårdsloke: - "Nu skal jeg sige dig sandheden, nu da du er vel ude af borgen, og så sandt jeg lever, skal du aldrig oftere komme herind igen med min gode vilje. Og du var min tro heller ikke sluppet ind, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvor store kræfter du ejer. Det var nær ved, at du havde bragt os i den største ulykke.
Jeg har brugt trolddomskunster imod dig! Det var mig, du mødte først i skoven. Da du skulle åbne mad posen, havde jeg snøret den med troldejern; det var derfor, du ikke kunne få den op. Så slog du mig tre gange med hammeren, og det første hug var nok det mindste, men hårdt nok til, at det var blevet min død, hvis det havde ramt mig. Så du bjerget lige ved min borg og de tre firkantede dale i toppen af det? Det er mærkerne af din hammer! Jeg skød bjerget imellem for dine hug, men det så du ikke.
På samme måde er det med dysterne. Først den, som Loke var med i; og han var sulten og spiste godt, men Loge var ilden, og han brændte truget lige så hurtigt som kødet.
Tjalfe løb om kap med Huge, men hu er tanken, og den kan ingen klare i hurtighed.
Du drak af hornet og syntes ikke, at det sank i det, men det var min tro et under, jeg ikke havde forestillet mig kunne ske, for den anden ende af hornet var i verdenshavet. Det så du ikke, men når du nu kommer til kysten, kan du se, hvor meget du har drukket. Det er det, vi kalder for stranden, Katten du forsøgte at løfte var midgårdsormen og den var kun lige netop lang nok til, at dens hoved og hale kunne røre Jorden, og du løftede den så højt, at den næsten nåede himlen. I brydekampen var det også et stort under, at du stod imod så længe og kun fik det ene knæ i gulvet, da du brødes med Elle, for der kommer aldrig nogen, som ælde ikke kan klare for Ælde er alderdommen.
Men jeg vil sige det, som det er. Når vi nu skilles, vil det være bedst for begge parter, at du aldrig kommer og gæster mig igen. En anden gang skal jeg vide at værge min borg med samme slags kunster eller andre, så du aldrig skal få magt over mig."
Da Thor hørte alt det, greb han sin hammer og løftede den højt i vejret, men da han skulle til at slå, kunne han ikke se Udgårdsloke nogen steder. Derpå vendte han sig mod borgen og ville knuse den, men der var kun en stor, smuk slette at se og ingen borg.
Så gik Tor Loke Tjalfe or Røskva hjem mod Trudvang i Asgård. På vejen hjem hentede de gedebukkene.