Frederik Adolf Schleppegrell

Norsk officer født 28/6 1792 ved Frederiksværn i Norge. Tog officerseksamen som 14-årig, blev premierløjtnant som 16-årig i det telemarske regiment efter at have udmærket sig i felttoget 1808 mod Sverige. Vandt på ny ry i krigen 1813-14, men forlod Norge da den svenske Carl XIII blev konge i Norge i november 1814. (Ved Kielerfreden 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige efter 450 års rigsfællesskab).
Han gik, som Olaf Rye, i Preusisk tjeneste, og deltog under feldmarschall Blücher, i felttoget 1815 mod Napoleon.
Da felttoget sluttede ved Waterloo, gik han i dansk tjeneste og indtrådte i det 3. Jydske regiment (Arveprinsens).
I 1842, ved indførelsen af den nye hærordning, blev han bataljonskommandør og regimentet skiftede navn til 6. Linie Infanteri-Bataillon.
Han udnævntes til oberst 1848, og kort tid efter til generalmajor på grund af sin glimrende hærføring ved Bov og Slesvig. Han udmærkede sig adskillige gange på Sundeved 1848-49
I slaget ved Kolding kommanderede han den venstre fløj, og under udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849, rykkede hans 3. brigade ligeledes frem på venstre fløj.
Da det 3. felttog startede 16/7 1850, havde han kommandoen over12.000 mand der lå på Als, og rykkede derfra med sin styrke til egnen nord for Flensborg, hvor hans styrker samledes med hovedstyrken.
Han førte 25. juli en division ved Isted og blev dødelig såret i hovedet af en kugle og sank af hesten, mens han personlig forsøgte at standse indbruddet ved Øvre Stolk.
Han førtes til Flensborg, hvor han døde dagen efter, og også begravedes.

Om hans død findes følgende beretning:
Asmus Nissen, født i Stolk 1862, beretter under overskriften "Ungdomserindringer fra en bevæget tid" om faderens oplevelser.

Fra mine forældres personlige erindringer under den slesvig-holstenske opstand 1848-51, ofte fortalt af min far og sidst endnu en gang kort tid før han døde. Det handler om begivenheder under slaget ved Isted den 25. juli 1850. Mine forældre blev gift den 17. marts 1850, og min far drev et bygningssnedkeri i fællesskab med 2 andre bygningshåndværkere, brødrene Seier fra landsbyen Bollingstedt, lige på det sted, hvor danskernes højre fløj og slesvig-holstenernes og de tyske hjælpetroppers venstre fløj stod over for hinanden. Den ældste af brødrene Seier var gift, den yngste ikke. Sidstnævnte var 1848 indtrådt som frivillig i den slesvig-holstenske arme. Han blev sendt på orlov på grund af sygdom i 1849, men genindtrådte senere, om end modvilligt, da han led af tvangstanker om sin egen død.
Da der nu under slaget opstod ammunitionsmangel på den tyske side og jægerkorpset på venstre fløj måtte trække sig tilbage, forfulgte danskerne dem tæt gennem landsbyen Øvre Stolk. Danskernes fører, general v. Schleppegrell, opholdt sig tæt bag kamplinien og ville ved udkanten af landsbyen, ride over gårdspladsen på en større bondegård for at skyde genvej. Bag gårdens bygninger lå, lidt skjult i en have, et bagehus. Generalen skal nu være blevet advaret af sin adjudant med bemærkningen:" Hr. general, der kan være fjender her endnu"! Generalen betvivlede dette, og fortsatte, men næppe var de nået til midten af pladsen før der falder et skud, og generalen, der blev ramt, gled ned af hesten, der forskrækket satte i galop ned ad vejen mod Isted, med den dødeligt sårede general slæbende efter sig i stigbøjlen. Ca. en km. derfra, ved udflyttergården Schwenshöhe, blev den døde general liggende. En sten viste i mange år stedet, hvor man fandt ham.
Nu startede eftersøgningen efter bagholdsskytten. I det omtalte bagehus var to unge kvinder og en daglejer beskæftiget med brødbagning. (Et bevis på, hvilken ro beboerne havde bevaret, selv medens kamphandlingerne bølgede frem og tilbage). Bag ved bageovnen fandt de søgende danskere et gevær, som man kunne se kvinderne havde taget på med deres dejindsmurte hænder og stillet derom. Dette var ikke så godt for de tre personer i bagehuset, som straks kom under mistanke, selv om de erklærede, at en slesvig-holstensk jæger havde afgivet skuddet mod generalen og derefter havde smidt geværet ind i bagehuset til dem og var flygtet over marken ind i det tætte krat. Den forklaring troede danskerne imidlertid ikke på, og de førtes Flensborg og stilledes for en krigsret. Først efter et halvt år blev de løsladt igen, idet danskerne nu troede mere på deres udsagn.
Den jæger, der havde afgivet det dødbringende skud, var den unge Seier. Han var ved danskernes fremrykning blevet afskåret fra sin afdeling og havde nu i forbitrelse skudt på generalen fra gårdhaven og også været klar over resultatet. Nu gjalt det for ham om at redde sig gennem de fjentlige linier. Så længe han bevægede sig langs det tætte hasselkrat, fandt han god dækning. For at nå frem til Bollingstedt valgte han i aftendæmringen, at gå over eng- og hedestrækninger. Derved stødte han ind i en dansk patrulje og fik et skud der gik gennem skulderbladet og ind i brystet. På trods af sit svære sår, nåede han dog frem til sin broders hus og broderen kørte ham næste dag til hospitalet i Slesvig. Her plejede hans kone ham i fem dage til han døde i hendes arme. Hans gravsted befinder sig på Michaelskirkegården i Slesvig.

Tilføjelse:

Begge de omtalte brødre Seier var skarpskytter. Den ældste tjente i "Füsilier Regiment Königin" i Flensborg som nr. 86. Han var regimentets bedste skytte og modtog regimentsprisen for bedste skydning.
Senere ejer af gården, hvor Schleppegrell blev skudt, var Asmus Paulsen, der var født i Süderfahrenstedt.

Schleppegrells brigade under udfaldet fra Fredericia

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 7594 3232