Efter det regnfulde og stormfulde Vejr, vi hele denne Sommer have lidt under, har solen atter beskinnet vort kjære gamle Danmark, og ligesom Himlen er bleven skyfri, klar og reen, saaledes har ogsaa Krigshorizonten i den seneste Tid mærkeligen forandret sig. I Aarhundreder vil Seiersdagen, den 6 Juli erindres med Stolthed i hver Dansk; den vil være sikker Ledestjerne for kommende Krigere, hvem den giver et glimrende Eksempel paa, hvorledes Enighed, Mod og Kraft giver Seir og Hæder; den vil give vore Fjender Visheden, at vi ei ville lade Løgn og Underfundighed, Meneed og Forræderi faae Overhaand og gaae ustraffet hen.
Natten imellem Torsdag og Fredag den 5te og 6te Juli, var stille og temmelig mørk, da vore Tropper, høist 18.000 Mand, Kl. 1 begyndte at rykke ud af Fredericia. Forventning og Haab slog i hver Krigers Barm, Mod og Kraft besjælede ham. Han følte, at noget Stort var i Gjære, han vidste, at næsten vor hele Styrke var samlet, og at det altsaa gjaldt et vigtigt Foretagende. Vor Armees Bestemmelse var at befri Fredericia for Beleiringen og at rendse det omliggende Terrain, der var besat af Insurgenternes hele Styrke, mindst 15.000 Mand. Vor Armee begyndte at operere; den ene Skandse toges efter den anden, det ene Batteri efter det andet, ja mange af vore gjæve Brødre kastede Armatur, Lædergehæng, Tornyster, ja endog Frakken og styrtede i Skjorteærmer op ad Batteriernes Skraaning, ind gjennem Skydehullerne. For Danmarks raske Sønner var det ingen Kamp paa Liv og Død, men kun en Dands, en munter Leg. Alle Skandser og Batterier om Fredericia toges, Kanonerne bragtes ind i Fæstningen, og Batterierne jævnedes med Jorden. 8 Ugers anstrengte Flid og Arbeide hos Fjenden tilintegjorde vi ved faa Timers raske Daad. En Mængde af Fjender toges til Fange, mange faldt paa Stedet, og Størstedelen flygtede i vild Flugt; al Disciplin, al Orden var ophørt, kun på sig selv tænkte hver. Da rykkede General Rye ud med sin Brigade for at forfølge Fjenden, og under Forfølgelsen faldt Danmarks gjæve Rye, efter at have givet sine Soldater et glimrende Eksempel paa Mod, Dygtighed, Uforsagthed og Udholdenhed.- Vi kunne ikke nægte, at oprørerne havde kæmpet med et Mod og Udholdenhed der var en god sag værdig; men vore Tropper have dog uendelig langt overgaaet dem, de have høstet Laurbær, som aldrig ville visne, Samtidens Højagtelse, de fjernestkommende Slægters Beundring. Vore Fjender have gjort Alt, ja endog plettet sig med den høieste Grad af Vanære, for under deres Nederlag at tilføie os saa megen Skade som muligt. Intet Middel er Skurken afskrækkende, selv når Vanæren klæber derved, saaledes have vore Modstandere heiset hvidt Flag paa Skandserne, og da, naar vore gjæve aldeles ubeskyttede Soldater stormede frem for at tage Skandsen, have de fra det Sikre Skjul, som Rovdyret, vel ikke sprunget på deres Bytte, nei derfor hyttede de den nok, men udsendt det dræbende bly. Det er naturligt at vore Brave ved saadanne Leiligheder ingen Pardon gave. Ogsaa skjulte Fjenden sig, som ægte Stimænd i Kornmarkerne, og søgte at tilliste sig at dræbe fra sit Skjul dem af vore, der under Forfølgelsen kom Stimanden forbi, indtil Bataljonen af vore rendsede Agrene fra de feige Slyngler. Efter 10 timers Kamp og Forfølgelse havde vi opnaaet Alt, hvad selv de meest sanguinske Forhaabninger turde ønske. Fredericia befriedes fra sin uhyggelige, indesluttede Beleiringstilstand; nu kan den dominere hele det omliggende Terrain. Fjenden, der var rykket helt op i Jylland, der udtæredes ved hands mange Requisitioner, bliver sandsynligviis derved nødt til at rykke tilbage sønden for Kongeaaen, da han vel næppe tør udsætte sig for saadant et Angreb, som det vore Gjæve nyligen have gjort. General Pritsvitz forflyttede strax sit Hovedkvarteer fra Aarhuus først til Horsens og derfra til Veile. Allerede dette var en betydelig Lettelse med Hensyn til det occuperede haardt betrængte Jylland, der ved den senere afsluttede Vaabenstilstand forhaabentlig nu vil blive befriet fra det fjendtlige Aag.
Denne store øiensynlige materielle Fordeel gav Hædersdagen d. 6 Juli 1849; men dertil slutter sig endnu langt større og mere betydningsfulde. Ved Fjendens saa betydelige Overmang, ved de hyppige, skjønt hæderlige Tilbagetog, var Sindet begyndt at blive modløst, og derfor nævne vi med Glæde den 6 Juli; thi den har atter bragt Dagen til Danmark; vire Tropper have i denne saa hæftige hæderlige Fægtning vundet en høj Grad af moralsk Styrke, idet de på samme Tid have indgydt Fjenderne, der forhen, blindt stolede paa deres Antals uhyre Overlegenhed, haanede og spottede vor Afmagt ved hver Leilighed, en dyb Grad af Respekt. Vore Troppers selvfølelse og Selvtillid er paa det Fuldkomneste vakt; thi ikke ved fremmed Hjælp, ikke ved fremmed Sympathie, nei ved sin egen Kraft har det lille Danmark vundet denne hæderlige Seir over det store Tydskland. Hele Europa lytter opmærksomt og med Beundring til Fortællingen om Slaget ved Fredericia, vi have som Soldater vundet europæisk Navnkundighed.
Også paa Insurgenterne, vore tildeels ved Løgn og Bedrageri forførte Brødre, maa det lidte Nederlag gjøre en for Freden gunstig Virkning. Forhen støttede Oprørerne deres vanærende Sag paa de faa Seire, de ifølge deres overlegne Antal maatte vinde, nu er ogsaa denne Skingrund bortsvævet som et Phantom. En nødvendig Forudbetingelse for en Fred maa være den gjensidige Agtelse, og, skjønt vi umuligt kunne agte Insurgenterne, saa have vi dog paabudt dem Høiagtelse, der fra deres Side maa gjøre Ønsket om Fred mere føleligt. Ligeledes maa dette Uheld for dem lade Samvittigheden vækkes og indgive dem, som vi allerede see, Mistillid til deres oprørske Regjering, Mistillid til deres Alierede, der ei hjalp dem i Nødens Stund. Ogsaa mange brave trofaste Brødre i Slesvig, der hidtil have maattet tie, fordi de Andres Overmod tvang dem dertil, kunne nu kraftigt hæve stemmen, og Overmodet er knust, nu kan deres Barm staae friere og lettere, fordi Himlen nu lader til at lade Sandhed og Retfærd feire over Løgn og Meened. Det er atter Dag i Danmark, og med Altstyrerens Bistand vil Solen atter snart beskinne Danmarks fredelige kornrige Enge og skovrige Sletter.
At en saa glimrende Seir har kostet mange Braves Hjerteblod og kostet mange Gjæve paa Smertens Leie er naturligt. Det er ikke her Hensigten at anføre de af vore brave Krigere, der have ofret Livet for at skærme over gamle Danmark. Deres hellige, hæderlige Minde vil aldrig døe, som lysende Exempler skulle de staae for Fremtiden. Kun den Mand, som selv vor Konge i sin Proclamation til de Overlevende med Beklagelse nævner som Falden, den heltemodige og tappre, ædle, høihjertede og trofaste General Olaf Rye, ville vi anføre.
Hans Tab var – siger en Brevskriver – noget med det Værste. Det var vistnok en sjelden dygtig Kriger, en General, som endog en Napoleon. *) vilde have vidst at sætte Priis paa. Han var Normand af Fødsel, men forlod dette Land samtidig med den afdøde Konge, tilligemed Schleppegrell, fordi han ikke vilde staae under Sverige. Siden kom han til Rendsborg. Her gjaldet han for en temmelig negligent Officeer. At han har været det, betvivler jeg ikke, men dette synes netop at tale til hans Fordeel. For Gemaschetjenesten var Rye ikke skabt. Han holdt dengang overmaade metet af at gaae paa Jagt. Han valgte sig derfor en særdeles streng, men dygtig Officeer til Adjutant og overlod denne det meste af Tjenesten. Ved Jagten hærdede han sit Legeme, skærpede sit blik og udviklede Orienteringssandsen, der er saa overordentlig vigtig for Krigeren. Dengang var han en slem Fjende af de slesvigholstenske Fugle. Hvilken bedre Beskjæftigelse kan vel en Kriger vælge i det trivielle Garnisonsliv? Thi ingen Stand er saa nær beslægtet med hands som netop Jægerens. Fra Rendsborg kom Rye til Kjøbenhavn og blev Chef for sine Kulsviere.
Disse anførte han ved Bau. Det var netop Soldater for en Jæger som Rye. Ved Flensborg viste han første Gang et meget determineret Sind og et Mod, der i Krigen tidt fører til de største Resultater. Også her kronedes det. Med 200 Mand af sit tappre Corps trængte han gjennem en Sidegade ind i Byen og afskar og fangede flere hundrede Insurgenter. Det var en lykkelig Indsklydelse, en Slags Inspiration, der drev hama til dette dristige Vovestykke, det var Modet, Dristigheden, dreven af en rigtig Tanke, vi her saae i Rye gjøre sig gjeldende. Ved Slesvig see vi ham igjen, udførende sin Deel af det berømte Flankeangreb vesten om Busdorfer Dammen, der efter Wrangels eget Udsagn bragte denne i en kritisk Stilling. Her erobrede han sig Soldaternes Beundring ved under en temmelig heftig Kugleregn at lægge sig ned paa Jorden og roligen at slumre ind; (ligesom ogsaa ved at blive på Pladsen, idet han til de Retirerende raabte: ” Farvel Karle, jeg bliver”! Hvilket svar bragte disse tilbage). Hvilket Bevis paa Sjælsstyrke dette Træk er, vil den næppe kunne forestille sig, der kun kjender Kugleregnen af Bøger og med dette Ord kun forbinder et vagt dunkelt Bebgreb om noget, der meer eller mindre ligner ”en Regn”; men den der kjender denne Regn af Erfaring, han vil vide at skatte en saadan Rolighed og Sjælsstyrke. Efter dette slag træffe vi Ryes Navn sjeldnere i Krigens Dagsberetninger, men i denne Mellemtid erhverver han sig Soldatens Velvillie ved omhyggelig Omsorg for hans Tarv. Først iaar møde vi atter Rye og denne Gang som selvstændig Feltherre. Hvorledes han udførte sit Hverv, at opholde Fjendens Fremrykken i Jylland, er bekjendt nok. Under Slaget ved Kolding kom han ikke i nogen offensiv Virksomhed, da alt for overlegne Kræfter stode imod Ham. Vi see ham gjøre tapper Modstand i Almindedalen og paa mange andre Steder, vi see ham indtage stærke Stillinger og derved tvinge Fjenden til flere Dages Forberedelser for at angribe ham, og derpaa see vi ham forlade disse Postioner uden Sværdslag, da de dog i Grunden ikke kunde holdes af hans svage Hær.**)

Vi fælde Taarer ved hans Fald for vor egen Skyld – vi som havde lært at ære at elske denne Nordens udødelige Helt, denne ædle og elskelige Mand for hans Efterladtes Skyld, som han hang ved med saa øm og rørende Kjærlighed, men som ingenlunde traadte hindrende i Veien, naar det gjaldt at opofre sig for det Land, han havde svoret Troskab – men især for Fædrelandets Skyld, der har tabt én af sine bedste Sønner, som det vil savne dybt og længe.
Ligesom Fædrelandets tak forSeiersdagen og dens uudeblivelige Følger vender sig først til den Almægtige, saaledes bør den derpaa vende sig til Eder, I dets troe Sønner, der have kæmpet for Eders gamle Moder; dets Tak vil blive Eder bragt paa mange maader; men det er Trang for mig ***) at udtale først Fædrelandets Tak til Eder; for Eders Opofrelse, Eders Troskab, Eders Heltemod, - dets Tak til Eder, I Hærens ædle Førere, der beviste Eder i Gjerning som Førere og Forkæmpere – dets Tak til Eder, I tapre Soldater, der kappedes med Eders Førere om at vinde Hæderskrandsen – dets Tak til Eder, som ved Guds naadige varetægt gik uskadte ud af den svære kamp, skjønt I freidigen ved Eders Liv som Offer paa Fædrelandets Alter, men hvem dets Engel dets Skjold for og sagde til Døden: ”læg ikke Hånd paa disse, thi jeg seer, at de elske deres Fødeland og ikke vilde spare deres Liv for dettes Skyld” – dets Tak til dem, der maatte bløde i Kampen og nu ligge paa smertens Leie, dog trøstede med den store Trøst, at det var for Fædrelandets hellige Sag de maatte bløde, var i dets store Seierskamp de finge Saar – dets Tak, dets vemodige, taarefulde tak ogsaa til alle de faldne Helte, af hvem Livsofferet blev krævet, og som beviste sig Fædrelandets Sag troe indtil Døden.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 7594 3232