FREDERICIAS HISTORIE

Alsang:
Begrebet opstod kort tid efter besættelsen i Aalborg og spredte sig som en steppebrand over hele landet, og bestod i, at folk stævnede sammen og sang fædrelandssange som f.eks.:

På Chr. X's 70 års fødselsdag 26/9 1940, blev kongesangbogen udgivet og den brugtes i stor udstrækning ved alsangsstævnerne.

Algang:
Vist nok et Fredericiansk begreb som alternativ til alsangen, der gik ud på, at man i flok spadserede 5 km. ud af strandvejen mod Snoghøj og tilbage igen. En tur der skulle gås på under 90 minutter.

Augustkrisen 1943:
Som en følge af flere militære nederlag for de tyske styrker i såvel Sovjetunionen som Italien i første halvdel af 1943, opstod der også i Danmark en forhåbning om krigens snarlige sammenbrud.
De tyske besættelsestroppers nervøsitet og den danske befolknings større frimodighed over for de tyske soldater gav anledning til mange episoder.
Det havde ligeledes i længere tid murret blandt arbejderne, som på mange måder havde lidt flest afsavn som følge af den førte samarbejdspolitik. Flere strejker havde lammet produktionen på forskellige arbejdspladser siden efteråret 1942.
I slutningen af juli udviklede en strejke blandt skibsvæftsatbejdere i Odense sig til en omfattende konfrontation mellem store dele af det danske folk og den tyske besættelsesmagt.
Knapt var urolighederne i Odense hørt op - 6. august - før der i Esbjerg opstod tumulter i forbindelse med en sabotagebrand på nogle fiskepakhuse ved havnen. Det førte til tysk udgangsforbud, som blev mødt med massedemonstrationer, slagsmål og generalstrejke. Først en tysk ophævelse af udgangsforbudet sikrede en tilbagevenden til nogenlunde normale tilstande - 12. august.
Også i andre byer brød uroligheder ud. Således i Svendborg og Odense igen, hvor det kom til egentlige gadekampe og generalstrejke. Videre bredte uroen sig til Nyborg, Middelfart, Bogense og Fåborg. Strejkebølgen fortsatte i Korsør, Helsingør, Kolding, Vejle, Fredericia, Århus, Ålborg, Frederikshavn, Sæby og Skagen. I København kom det kun til mindre sammenstød.
Dr. Werner Best - den tyske befuldmægtigede for det danske rige - ønskede ikke at optrappe konflikten over for befolkningen, hvorimod v. Hanneken - den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark - blankt afviste tanken om ethvert kompromis med de "dumme Dånen".
Best blev kaldt til hovedkvarteret i Berlin den 24. august, hvor han fik direkte ordre til at stille den danske regering over for følgende ultimatum:
1. Møde- og forsamlingsforbud.
2. Strejkeforbud.
3. Udgangsforbud fra 20.30 - 5.30.
4. Våbenaflevering fra alle private.
5. Forbud mod at genere tyskvenlige danskere.
6. Pressecensur.
7. Oprettelse af særdomstole og dødsstraf for enhver medvirken ved sabotage.

Disse krav blev om formiddagen den 28. august overbragt den danske regering, som få timer senere kunne meddele, at man ikke kunne acceptere indholdet.
Næste morgen den 29. august kl. 4.00 slog de tyske tropper til og afvæbnede den danske hær og flåde - den såkaldte "Operation Safari". En stor del af flådens skibe blev sænket af besætningerne, enkelte nåede til Sverige. Det kom også til regulære kampe ved nogle kaserner. I alt blev 23 danske soldater dræbt og 56 såret.
Samtidig blev Danmark erklæret i militær undtagelsestilstand, kongen sat under tysk bevogtning og regeringen afsat af von Hanneken.

Ausweiss:
En slags pas eller passerseddel tyskerne krævede for at man kunne komme ind og ud af byen. Indførtes efter at den danske regering var gået af i 1943 efter forudgående oprørsstemning i befolkningen og værnemagten indførte undtagelsestilstand.

BBC:
British Broadcasting Corporation. Den britiske radiofoni, grundlagt 1922 som privat selskab, fra 1926 under Post Office (postministeriet). Under besættelsen sendte BBC udsendelser på dansk til Danmark. Udsendelserne startede morsetegnet ...- spillet på pauke. Herefter spilledes fanfaren fra Prins Jørgens March. I forbindelse med udsendelserne blev sendt kodemeddelelser til modstandsbevægelsen i form af hilsener. F.eks.:"Vi bringer en særmelding: Der er hilsen til til Karen, Vera, Birthe o.s.v." Når f.eks navnet Vera blev nævnt, vidste en bestemt modstandsgruppe, at der samme nat ville komme et engelsk fly og nedkaste materiel i deres nedkanstningsområde. Udsendelserne indledtes med fanfaren fra Prins Jørgens March.
Som pausesignal brugte stationen morsetegnet V for Victory. Tre prikker og en streg. ··· -, der også var Churchils kendemærke.
Det var også fra BBC frihedsbudskabet lød om aftenen den 4. maj 1945 om, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig.

Befrielsen:
Om aftenen den 4. maj 1945 blev budskabet om tyskernes kapitulation givet i radioen. Overalt strømmede folk ud i gaderne for at fejre befrielsen. Tændte stearinlys blev sat i vinduerne. Modstandsfolk med rød-hvide-blå armbind gik åbenlyst i aktion.
Den 5. maj kl. 8.00 kapitulerede tyskerne officielt i Danmark, og modstandsbevægelsen overtog opgaven at holde ro og orden. Tyskernes fanger i danske fængsler blev løsladt.
Der blev dannet en befrielsesregering bestående af 9 medlemmer fra de gamle partier og 9 medlemmer fra de forskellige modstandsorganisationer.
Kapitulationen forløb uden større konflikter mellem de over 200.000 tyske soldater på den ene side og de engelsk-amerikanske styrker, modstandsbevægelsen og Den Danske Brigade på den anden.
På Bornholm ville den tyske kommandant imidlertid ikke overgive sig, og Neksø og Rønne blev bombarderet af russiske fly den 7. maj og senere - den 9. maj - besat af russiske tropper. Først april 1946 blev Bornholm forladt af russerne og endeligt overgivet til Danmark.

Celluld:
Under krigen var der mangel på alle råstoffer, som skulle importeres - herunder benzin, gummi og bomuld for blot at nævne nogle få.
Som erstatning for disse mangelvarer forsøgte man med vekslende held at udvikle nye produkter.
Celluld er et uldlignende stof, der blev fremstillet af cellulose, plantefibre. Som tekstil var det ikke særlig slidstærk, men da man heller ikke kunne skaffe ny gummiringe til f.eks. cykler, blev celluld også brugt som massive dæk.

Churchillklubben:
Denne gruppe - bestående af en halv snes ålborgensiske drenge og unge mennesker betragtes som den første egentlige sabotagegruppe i Danmark.
I april og maj måneder 1942 foretog klubmedlemmerne en del hærværk mod værnemagtens materiel. Den 8. maj 1942 blev gruppen imidlertid arresteret..
Ved hjælp af en indsmuglet nedstryger lykke' des det 3 af medlemmerne at save en tremme i cellevinduet over. Om natten sneg de sig således væk fra cellen og fortsatte deres illegale aktiviteter. I to måneder kørte de dette dobbeltspil, indtil to fra gruppen blev anholdt for anden gang.
Herefter faldt der hårde fængselsstraffe til de involverede.
Sagen blev ivrigt diskuteret - ikke mindst i Ålborg - og gaven vis forståelse blandt almindelige mennesker for sabotagen på et tidspunkt, hvor modstandsviljen endnu ikke var vakt.

CB korpset (Føl):
CB korpset (Civilbeskyttelsen), oprettedes ved lov af 1938, for at hjælpe civilbefolkningen ved hospitaler, brandvæsen og politi. De der indkaldtes til korpset kaldtes under besættelsen for føl i folkemunde, fordi de var stillet til rådighed for politiet og fulgte i hælene på en "voksen" politibetjent. De startede med nogle få timers undervisning i politiarbejde, var i starten iklædt gule kedeldragter. Senere fik de skråhue, og en rigtig uniform med grønt armbind.
Da politiet blev taget af tyskerne, benyttedes CBérne især til at kontrollere mørklægning og assistere ved tilflugtsrum o.l.
Værnepligtige, der ikke blev indkaldt til aftjening af militær værnepligt inden for 10 år, kunne indkaldes til at deltage i civilbeskyttelsestjeneste. CB-organisationen blev senere til civilforsvaret med Civil Forsvars-loven i 1949.
Leder af civilbeskyttelsen i Fredericia under besættelsen var Peder Hansen Christensen, kaldet "Peder Politi" . der bl.a. sammen med politimesteren, udarbejdede planer for mørklægningen m.v. .

Clearingsmord:
Tyskernes terrormord på tilfældige uskyldige personer som hævn for bl.a. frihedskæmpernes likvidering af stikkere. Mordene skete efter direkte ordre fra Hitler, udsendt den 30. december 1943.
Clearingmordene skulle ramme ansete, tilfældigt udvalgte danskere. Der blev begået over 100 clearingmord i resten af besættelsestiden. Forfatteren pastor Kaj Munk faldt som det første offer den 4. januar 1944.

Den danske Brigade:
Brigade uddannet i Sverige under besættelsen. Brigaden kom til Danmark umiddelbart efter befrielsen.

Feltmadras/tyskertøs:
Betegnelsen for de piger der havde samkvem med de tyske soldater.
Over 5.000 børn blev født som følge af forbindelsen mellem danske kvinder og tyske værnemagtssoldater.
Det var de færreste af pigerne der sympatiserede med nazismen og derfor fungerede som egentlige landsforræddere. En del var egentlig prostituerede, men størsteparten var unge, måske lidt naive, piger der forelskede sig i en ung tysk soldat uden at tænke på konsekvenserne.
Mange af pigerne blev straffet ved at blive klædt nøgne og få håret klippet af.

Frihedsrådet
Da den danske regering den 29. august 1943 gik af (se "Augustkrisen") stod det klart for de mange forskellige modstandsgrupper, at man havde behov for en overordnet koordinering af modstandskampen. Ligeledes havde befolkningen et ønske om et samlingspunkt, som kunne formulere en fælles strategi over for besættelsesmagten.

Den 16. september 1943 blev Danmarks Frihedsråd dannet. I pjecen "Når Danmark atter er frit" fremsatte Frihedsrådet sit program for modstandskampen samt målet med anstrengelser: Ufortøvet og uindskrænket genindførelse af demokratiet - og retsforfølgelse af folk, som havde krænket det danske retsgrundlag.....
Efterhånden udviklede Frihedsrådet sig til en "usynlig regering", som folk rettede sig efter, og som man (for)ventedeskulle udstikke retningslinier - ikke mindst i krisesituationer.
De danske politikere og Frihedsrådet formåede (ønskede?) ikke at samarbejde om en fælles holdning. Dog blev der i slutningen dannet et Kontaktudvalg, som i princippet blev enige om, hvordan en overgangsregering efter befrielsen skulle se ud (= repræsentanter fra politiske partier og modstandsbevægelsen) samt et politisk program herfor.
Mange andre udvalg/grupper fungerede under Frihedsrådet, f.eks.: M-(militær)udvalget, der skulle opbygge undergrundshæren.
K-(kommando)udvalget, der skulle lede undergrundshæren.
Bladudvalget, der skulle forsøge at koordinere de illegale blades virksomhed (fælles linie). Juridisk udvalg, arrestationsudvalg, sabotageudvalg.

Frikorps Danmark:
Militær enhed på ca. 1000 danske frivillige under det tyske Waffen SS. Oprettet sommeren 1941af SS og DNSAP (Nazisterne) kort efter det tyske angreb på Sovjetunionen med kamp på østfronten som formål. Korpsets første chef var oberstløjtnant C. P. Kryssing, der februar 1942 afløstes af kaptajnløjtnant C. F. von Schalburg, som samme år afløstes af kaptajnløjtnant K. B. Martinsen. Opløst 1943 p.gr. af store tab og ringe tilgang. Resterne af korpset indgik i SS-afdelingen Panzergrenadier Regiment.

Frøslevlejren:
For at undgå at danske fanger blev sendt til de tyske koncentrationslejre, foreslog man fra dansk side, at der blev etableret en særlig lejr i Danmark. Tyskerne indvilgede i tanken. August 1944 var Frøslevlejren klar til at blive taget i brug med plads til 1200 fanger.
Trods udvidelse blev lejren hurtigt overfyldt. I alt 6900 fanger sad i Frøslev.
Man undgik ikke, at danskere blev ført ned til de tyske kz-lejre. Omkring 1600 blev overflyttet i perioden 15. september 1944 til 16. februar 1945.
Efter den 5. maj 1945 blev "landsskadelige elementer" indsat i lejren, som blev omdøbt til "Faarhus-lejren". Herefter fungerede den som militærlejr.
Fra 1969 har der bl.a. været museum - under Frihedsmuseet - i lejren, ligesom her er indrettet en naturskole, og Røde Kors har et kursuscenter.

Gestapo:
Gestapo (Geheime Staatspolizei), var tyskernes hemmelige statspoliti, oprettet 1933 i Preussen af Göring, i de øvrige tyske lande af Himmler. I 1936 forenedes Gestapo med rigssikkerhedsvæsenet, der beherskedes af SS og tjente til hensynsløs undertrykkelse af nazismens modstandere, efterhånden også i de besatte lande. Gestapo havde uindskrænket magt og var uafhængigt af justits- og forvaltningsmyndighederne. Gestapochef i Danmark fra 1943 var SS-general Günther Pancke, men Otto Bovensiepen var den egentlige ansvarlige for bekæmpelsen af modstandsbevægelsen. Gestapos hovedkvarter i København var Shellhuset. Gestapo holdt heri området til på Staldgården i Kolding hvor også forhør af tilfangetagne modstandsfolk fandt sted med tortur.

Henrettelser
En del af de modstandsfolk der blev taget af gestappo, evt. fordi de var blevet stukket af landsforræddere (stikkere), dømtes til døden. Mange blev ført til København og henrettet ved skydning i Ryvangen, hvor der nu er indrettet en mindelund. Inden da måtte de gennemgå strenge forhør med tortur. Et af disse totursteder var Staldgården ved Koldinghus. I København blev Shellhuset brugt som både fængsel og forhørssted. Fangerne var anbragt i øverste etage og skulle danne skjold mod engelske luftangreb.
Frihedskæmperne der døde under frihedskampen, fik senere en broncemedaljon anbragt på gravstenen med teksten: "Faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945".

Hipo:
Hipokorpset, der er afledt af det tyske Hilfspolizei (hjælpepoliti), betod af danske landsforrædere der gik i tysk tjeneste og var en særlig afdeling af Schalburgkorpsets efterretningstjeneste. Det blev oprettet efter tyskernes fjernelse af det danske politi 19. september 1944. En del af medlemmerne bar sorte uniformer. Hipo'erne var hadede og frygtede på grund af deres mishandlinger af og terror over for danske statsborgere. Det var hovedsageligt dårligt begavede personer med trang til at udøve magt der søgte ind i korpset. Hippoerne havde fra februar 1945 til huse på Hannerup Pavillon og indtil for få år siden kunne man læse deres navne, som de havde indridset i murstenene. Navnene forsvandt da muren på et tidspunkt blev malet.
De fik til hovedopgave at bevigte banegården og udøve kontrol mod befolkningen. De patruljerede i grupper på fem, undersøgte folk og forlangte at se deres legitimationskort. Korpset blev opløst ved befrielsen 5. maj 1945.

Horserødlejren
Baraklejr i Nordsjælland, hvor 107 arresterede kommunister blev interneret den 4. august 1941. P.g.a. flugtforsøg blev de internerede overflyttet til Vestre Fængsel i København fra juni til oktober 1942, hvorefter de blev ført tilbage til lejren igen. Horserød måtte udvides kort efter, da yderligere 250 arresterede kommunister blev indsat.
Den 29. august 1943 besatte tyske tropper tidligt om morgenen Horserødlejren i forbindelse med samarbejdspolitikkens sammenbrud, hvor den danske hær og flåde reelt blev opløst.
Omkring 90 fanger fik held til at flygte i forvirringen. De øvrige 150 bfev senere sendt til kz-lejre i Tyskland.
Horserødlejren fungerede herefter periodevis som gennemgangslejr for arresterede modstandsfolk.
I august 1944 blev alle 750 fanger overflyttet til den nyoprettede Frøslevlejr i Sønderjylland.

De hvide busser:
I slutningen af krigen lykkedes det den svenske greve Folke Bernadotte at få reichsfürer Himmlers tilladelse til, at samle alle norske og danske koncentrationslejrfanger i Neuengammelejren. Det lettede problemet med at få rødekorspakker frem til fangerne betydeligt, og de første svenske konvojer af busser, der var malet hvide og forsynede med røde kors på sider og tag, kunne køre afsted mod lejren med medicin og nødhjælpspakker i marts 1945. Næsten 10.000 norske og danske fanger befandt sig nu i lejren. Krigen gik mod sin afslutning. 18. april udgik der meldinger om, at danskerne nu havde en chance for at redde landsmænd ud af Neuengamme og danmark tilsluttedes aktionen. Den 19. april fik man tilladelsen til at føre fangerne fra Neuengamme til Frøslevlejren og derfra videre til svenske enterneringslejre, hvor de skulle opholde sig til krigen var slut. En mægtig redningsaktion sattes i værk, hvori også danske rutebilvognmænd stillede busser til rådighed. I lange kolonner bevægede den lange buskolonne sig mod Neuengamme og den 20. april kunne den første store konvoj me med alle raske og de mindst svækkede fanger afgå mod Danmark og Sverige, og i løbet af to døgn lykkedes det at evakuere samtlige nordiske fanger, hvoraf mange var så udhungrede, at de bare var skind og ben, såkaldte muselmænd.

Illegale blade
Små blade eller hæfter på et par sider, trykt i små oplag som regel på en duplikator. De brugtes f.eks. til at advare folk i modstandsbevægelsen mod tysksindede personer. I Fredericia udkom Landsoldaten fra jan-marts 1943 og afløstes af Patrioten.

Jødeaktionen:
I Danmark havde den tyske besættelsesmagt ikke foretaget sig noget mod de danske jøder i modsætning til hvad der ellers var sket i andre besatte lande. Men natten til den 2. oktober 1943 slog tyskerne til over for jøderne. Planen var, at samtlige 7000 danske jøder skulle arresteres og føres til udryddelseslejre i Tyskland.
Jøderne havde efter undtagelsesti1standen den 29. august været udsat for en "øget tysk interesse", ligesom en tysk embedsmand i København via forskellige kanaler lod en advarsel om den forestående aktion tilflyde jødiske kredse. Derfor var langt de fleste jøder gået under jorden, og "kun" 202 jøder blev arresteret og sendt til Tyskland.
De følgende uger var store dele af den danske befolkning involveret i illegalt arbejde med at skjule og hjælpe jøder til flugt.
Trods ihærdige tyske anstrengelser lykkedes det kun at fange ca. 220 mere. Resten kom i sikkerhed i Sverige.

Kollaboratør:
Person der samarbejdede med fjenden - Landsforrædder.

Koncentrationslejr: (KZ-lejre)
Da nazisterne med Hitler i spidsen fik regeringsmagten i Tyskland i 1933 indførte man en række love, som skulle hindre politiske modstandere i at "drive statsfjendtlig virksomhed" bl.a. med mulighed for fængsling på ubestemt tid.
De fængslede modstandere blev, da fængslerne fyldtes, sendt i arbejds- og genopdragelseslejre. Lejrene skulle i civilbefolkningen først og fremmest skabe en frygt-blandet respekt for det nye styre.
Ved krigens begyndelse fandtes der 6 store "Konzentrationslager". Efter krigsudbruddet voksede lejrene i antal og størrelse: 30 store "stamlejre" og ca. 2000 "udekommandoer". Sidstnævnte var tilknyttet en stamlejr, men placeret ved arbejdssteder, hvor f.eks. en fabrik kunne udnytte fangernes arbejdskraft.
Som krigen udviklede sig blev også tilfangetagne modstandsfolk fra de besatte lande sendt til kz-lejre i Tyskland. Der kunne være op til 20.000 fanger i en stamlejr. I alt regner man med, at 12 millioner mennesker blev sendt i de tyske kz-lejre. Omkring 7 millioner døde af sygdomme og sult eller blev henrettet i udryddelseslejre - heraf 4,8 millioner jøder. (Kilde: Gyldendals Leksikon bind 5, 1978)
I Danmark blev folk, der var arresteret, indtil oktober 1943 primært anbragt i Horserødlejren og Vestre fængsel. På dette tidspunkt blev 150 kommunister og 500 jøder sendt til lejre i Tyskland. Trods forsøg på fra dansk side at beholde arresterede danskere i Danmark bl.a. i de~ nybyggede Frøslevlejr - måtte omkring 6.000 danskere tage turen til de tyske kz-lejre. Ca. 600 af disse døde i lejrene.
Det lykkedes i krigens sidste uger at få de fleste danske kz-fanger frigivet og transporteret til Sverige. Aktionen blev gennemført i et omfattende samarbejde organiseret af Røde Kors - under ledelse af den svenske greve Folke Bernadotte.
Under Hitler blev nogle lejre efter 1941 indrettet som udryddelseslejre for jøder og andre uønskede menneskeracer. Lejrene Belzec, Sobibor og Treblinka og Chelmno var rene udryddelseslejre. Andre som Auschwitz-Birkenau og Majdanek var både KZ lejre og udryddelseslejre.
KZ lejrene tjente bl.a. som opdragelsesanstalter, straffelejre, og arbejdslejre. Lejrene var berygtede for deres brutalitet, og mange fanger døde af sult og udmattelse. Kendte KZ lejre var Dachau, Buchenwald, Sachsenhausen, Groß-Rosen, Flossenbürg, Neuengamme, Ravensbrück, Mauthausen, Bergen-Belsen, Dora-Mittelbau, Emslandlager Natzweiler, og Stutthof. I mange af lejrene sad danske modstandsfolk og folk fra politiet. Mange af disse reddedes i 1945 af den svenske greve Folke Bernadottes hvide busser.

"Latrin parolen"
Øgenavn for oplysninger eller nyheder baseret på rygter, der i soldatertræningslejre ofte blev udvekslet under besøg i latrinhuset (se "Stalinorgel").

Legitimationskort:
I maj-juni 1941 indførte tyskerne et krav om legitimationskort for folk, der opholdt sig "i militært vigtige områder af Jylland".
Som led i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen strammedes kravene om legitimationskort for alle, der passerede Lillebæltsbroen (fra 12. april 1944) og senere for alle over 14 år i hele landet (fra 1. august 1944).
Det lykkedes imidlertid modstandsbevægelsen af få fat i et større antal blanke legitimationskort, så man kunne forsyne modstandsfolk, der var gået under jorden, med falske kort.
(se også ausweiss).

Likvidering:
Udryddelse af en modstander. Betegnelsen for modstandsbevægelsens drab på stikkere under besættelsen.

Muselmand:
Oprindelig betegnelsen for en muhamedaner, en muslim.
Under Anden Verdenskrig brugte man også udtrykket om udsulte de fanger i de tyske kzlejre - da disse fanger var lige så afmagrede som muslimske asketer.

Regionerne:
I forbindelse med de allieredes planlægning af invasionen i Normandiet blev modstandskampen i Danmark også inddraget. Man Ønskede at inddele landet i et antal regioner, som skulle koordinere og styre sabotagehandlinger og andre aktioner regionalt.
Efter krigen fik en del modstandsfolk et såkaldt regionsmærke - et lille sølvemblem som en erkendtlighed for særlig indsats i modstandskampen.

Sabotage:
Fra 9. april 1940 til midten af 1942 forekom der kun uorganiseret og tilfældig sabotage (se " Churchill-klubben ").
I sommeren og efteråret 1942 planlagde og udførte kommunistiske sabotagegrupper en række brandstiftelser på tyske depoter, samt enkelte sprængstofsabotageaktioner og togafsporinger.
I løbet af de første måneder af 1943 steg antallet af gennemførte sabotagehandlinger kraftigt på trods af regeringens og statsminister Vilhelm Buhls absolutte afstandstagen herimod (radiotale 2. september 1942, appel 3. april 1943).
Modstandsarbejdet fik nu direkte og aktiv støtte - materiel og instruktører - fra engelsk side. Også ikke-kommunistiske grupper dannedes nu i stort tal.
Som resultat af denne ressourcetilførsel udefra steg sabotage- aktionernes antal betydeligt i sommeren 1943.
Befolkningen accepterede efterhånden sabotage som et nødvendigt middel i modstanden over for besættelsesmagten.
Denne udvikling var også medvirkende årsag til bruddet mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt den 29. august 1943. Samtidig skærpede tyskerne bestræbelserne for at dæmme op for sabotagen: Indførelse af dødsstraf, deportation til kz-lejre i Tyskland, hidkaldelse af Gestapo, udstrakt brug af tortur under forhør, rekruttering af stikkere.
Med Frihedsrådets nedsættelse af et sabotageudvalg (september 1944) søgte man at skabe en overordnet planlægning og styring af sabotagegruppernes aktiviteter. Det lykkedes dog kun nogenlunde i Københavnsområdet.
Den jyske sabotagevirksomhed var primært knyttet til nedbrydning af det tyske kommunikations- og transportsystem - lufthavne, telekabler og ikke mindst jernbanenettet.
Efter de allieredes invasion i Normandiet i juni 1944 var man herfra meget interesseret i aktioner, som kunne forsinke tyske troppetransporter fra Norge ned gennem Danmark til de nye fronter i Europa.
Den danske sabotage indsats blev på dette tidspunkt en vigtig årsag til, at man i England og USA nu anerkendte Danmark som en allieret partner i bekæmpelsen af det nazistiske regime i Tyskland.

Industrisabotage:
I alt 2.674 sabotage-aktioner (de helt små fraregnet). Heraf 794 i hovedstaden og 1870 i provinsen.

Jernbanesabotage:
Fra 1943 satte modstandsgruppernes sabotage mod jernbanetrafikken ind for alvor. Tyskerne benyttede jernbanenettet til transport af gods og mandskab inden for landets grænser samt til de store troppetransporter fra Norge via Jylland til specielt 0stfronten i krigens slutning.
Virkningen af jernbanesabotagen har man efter krigen diskuteret en del. Sikkert er det, at bl.a. forsinkelsen af de store troppeflytninger til 0stfronten i februar 1945 var med til at fremskynde krigens afslutning. Samtidig fik jernbanesabotagen en psykologisk virkning, idet såvel modstandsgrupper som størstedelen af den danske befolkning følte, at man også i Danmark gjorde noget for at bekæmpe nazismen.
I alt 1810 aktioner. 90% af aktionerne gennemført i 1944-45. Der blev gennemført ca. 8.400 sprængninger.
Statistikken over udførte sabotagehandlinger mod jernbanetrafikken er meget usikker, men' følgende oversigt giver en fornemmelse af stigningstakt og geografisk spredning.

Periode:	Jylland	Øerne	I alt:
1. halvår 1943	7	13	20
2. halvår 1943	78	13	91
1. halvår 1944	24	10	34
2. halvår 1944	260	18	278
Januar - 4. maj 1945	837	266	1103
I alt	1256	320	1526
(Kilde: "Besættelsens Hvem, Hvad, Hvor". Politikens Forlag, 1985)

Schalburgtage:
Schalburgkorpset, som udførte schalburgtagen, fik sit navn efter Christian Frederik von Schalburg. Han var født i Zmeinogorsk i Sibirien 15. april 1906 som søn af den danske godsejer og direktør August Theodor Schalburg og Elena Vasiljevna Starizki von Siemianowska, der var af russisk adel. Han kom tidligt ind i zarens kadetkorps i Sct. Petersborg. Da revolutionen brød ud, flygtede familien i 1918 til Danmark.
Von'et har intet med adel at gøre, men typisk noget, især tyske officerer yndede at tillægge deres navn. Han kom ind i den danske livgarde og fik rang af kaptajnløjtnant og blev desuden landsungdomsfører i det danske nazistparti. Han deltog som frivillig på finsk side i den russisk-finske vinterkrig. Herefter meldte han sig til 5. SS-Panzergrenader-Division Wiking, med rang af hauptsturmführer og modtog jernkorset af både 1. og 2. klasse. Den 1. marts 1942 overtog han kommandoen over Frikorps Danmark som SS-Sturmbannführer. Von Schalburg faldt den 2. juni 1942, da han trådte på en landmine og ramtes af granatsplinter. Han begravedes på Frikorps Danmarks kirkegård i Biakowo.
Korpset, der fik hans navn, bestod af danske landsforræddere, der efter 30. december 1943 optrådte med modsabotage i Danmark. De skulle hovedsageligt ødelægge de steder der ramte Danskerne hårdest, og fortog også mange rå likvideringer. I Fredericia blev bl.a. Fredericia Teater med biografsalen Bio, samt hotel Landsoldaten schalburgteret. Krigsvigtige industrier var undtaget fra schalburgtage. Meningen var at gøre sabotagen upopulær, men man opnåede den stik modsatte virkning.
En af schalburgtagegrupperne var Peter-gruppen, der bl.a. stod bag schalburgtagen mod hotel Landsoldaten.

Sommertid.
Sommertid betyder, at man indfører en speciel tid om sommeren i forhold til normaltiden. Normalt vil det sige, at man stiller urene 1 time frem. Formålet har i visse perioder været at udnytte dagslyset bedst muligt. Første gang man havde sommertid i Danmark var i 1916 under 1. verdenskrig.
I 1940, under besættelsen, indførtes sommertid igen, for at få dansk tid i overensstemmelse med tyske tid.
1940 havde man sommertid fra 5. maj resten af året.
1941 havde man sommertid hele året.
1942 havde man sommertid fra 1. januar frem til 2. november.
1943 fra 29. marts til 4. oktober.
1944 fra 3. april til 2. oktober.
1945 fra 2. april til 15. august.
Man sluttede med at have sommertid i 1948. Når den blev bibeholdt nogle år efter besættelsen var det for at spare energi.

SS:
SS står for Schutzstaffel, dvs. beskyttelsesafdeling og var en frygtet nazistisk sortuniformeret organisation.
SS udskildtes i 1925 fra SA (Sturmabteilung) og blev et særligt elitekorps. I 1929 overtog Himmler ledelsen indflydelsen voksede stærkt.
Det var SS der oprettede og ledede koncentrationslejrene, den første oprettedes i Dachau, marts 1933. SS stod også for, SD (Sicherheitsdienst), under Heydrich, der overvågede den tyske befolkning. SS stod under 2. verdenskrig for den nazistiske terror i Tyskland og i de tyskbesatte lande, og forsøgte at udrydde jøderne totalt under Adolf. Eichmann. Særlige afdelinger var militærorganisationen Waffen SS, der trådte i funktion 1938, og Gestapo SS, der fra 1944 overtog ledelsen af den militære efterretningstjeneste.

"Stalinorgel"
Lejrjargon for latrinhuset blandt medlemmerne af Den Danske Brigade i Sverige. Det bestod af et separat rum for de ikke selskabeligt anlagte - og et fællesrum, hvor der under spidsbelastninger kunne befinde sig flere personer på samme bræt. Disse mange huller havde inspireret til sammenligningen med den russiske "navnebroder", en flerløbet raketrampe.

Stikker:
Dansk landsforrædder der f.eks. for penge eller andre modydelser angiver en modstandsmand til Gestapo.

Stikkerlikvideringer
En stikker er betegnelsen på en person, som forsyner politiet med oplysninger til brug ved opklaring af politimæssige sager.
Under krigen brugtes ordet specielt om meddelere med nær kontakt til den tyske værnemagts politi, som brugte oplysningerne ved optrevling af de danske modstandsgrupper.
Stikkerne var stærkt forhadte blandt danske modstandsfolk, og i efteråret 1943 besluttede Frihedsrådet at tillade stikkerlikvideringer. Disse blev først godkendt, når grundige undersøgelser havde fastslået en persons særlige tilknytning til de tyske politimyndigheder.
I alt blev 350 stikkerlikvideringer eksekveret i Danmark. Enkelte fejltagelser forekom.
N. E. Lundholt har i sine samlede besættelsestidserindringer givet følgende beskrivelse af modstandsfolks holdning til stikkere og deres likvidering:
"Jeg har med vilje mørkelagt enhver forbindelse med og ethvert kendskab til likvideringer.
Det varede ikke længe efter befrielsen, før skråsikre skrivebordskrigere begyndte at stemple disse helt afgørende livsvigtige, kirurgiske indgreb som mord.
Onsdag den 29. august 1945 kunne man f.eks. i Jydske Tidende på side 2 læse, at den socialdemokratiske folketingsmand, professor Hartvig Frisch, i en radiosamtaIe med Karl Bjarnhof, havde' rettet en række angreb på frihedsbevægelsen, stemplet stikkerlikvideringerne som mord og antydet en lidet smigrende parallel mellem frihedsbevægelsen og den italienske fascisme. Velbekomme - jeg har fået kvalme.....
Mange af likvideringsgruppernes medlemmer har begået selvmord, efterhånden som perfide kritikere fik spalteplads for deres helt urimelige tilsmudsning af de mennesker, som påtog sig dette ubehagelige, men nødvendige arbejde.
De likvideringer, jeg havde berøring med, blev først iværksat efter meget grundige undersøgelser, og jeg mener ikke, dette emne skal "op og vendes" igen, der er efterhånden så store huller i vidnernes rækker, at det må være en umulig opgave at bibringe nutidsdanskeren forståelse for de betingelser, modstandskampen havde dengang - på det område".
I Fredericia likvideredes 3 personer.

Søgaardhus
Hotel beliggende ved den gamle hovedvej A 10 ca. 15 km. nord for Kruså (grænsen).

Terrænsport
Kort tid efter besættelsen blev der med basis i danske militær kredse taget initiativ til oprettelse af feltgrupper for unge mennesker, hvor man kunne bibringe dem en militærlignende basisuddannelse.
I efteråret 1941 var der oprettet omkring 30 terrænsportsforeninger. Aktiviteterne bestod af kort- og kompaslære, meldetjeneste, nærkampteknik, observationstjeneste, ordonanstjeneste, terrænlære - og nogle steder endda skydeøvelser.
Mange senere modstandsfolk fik deres militære grundtræning i terrænsportsforeningerne (også N.E. Lundholt).

Tysklandsarbejdere:
Umiddelbart efter besættelsen af Danmark 9. april 1940 fremsatte tyskerne ønske om, at der blev stillet dansk arbejdskraft til rådighed i Tyskland, og allerede inden udgangen af maj var det første tyske arbejdsformidlingskontor åbnet i København.
Det blev til mere end 100.000 danskere, der under besættelsen 1940-45 i kortere eller længere tid arbejdede i Tyskland. De fleste tog frivilligt af sted, men i nogle tilfælde truede arbejdsløshedskassen eller den kommunale forvaltning med fratagelse af understøttelse, medmindre de tog arbejde i Tyskland. Hvervningen blev også foretaget af danske firmaer. Man bandt sig kontraktligt til at arbejde en bestemt periode i Tyskland underkastet tyske arbejdsvilkår og betingelser.
Enkelte blev derfor pga. arbejdsvægring eller protester over arbejdsforholdene anbragt i tvangsarbejds- eller kz-lejre. Arbejderne skulle erstatte de tyske arbejdere der sendtes til fronten. Straffede, psykisk ustabile, homoseksuelle og kommunister ville tyskerne ikke have og det danske politi hjalp tyskerne med at sortere disse fra. Mange danske kvinder fik arbejde som bus- og sporvognskonduktører. De mandlige arbejderne måtte ikke have seksuel samkvem med tyske kvinder, og der oprettedes derfor specielle bordeller med udenlandske kvinder de mandlige tysklandsarbejdere kunne benytte.

Undtagelsestilstand:
Betegnelsen for perioden fra 28/8-1943 til 6/10- 1943, hvor det tyske militær indførte militær undtagelsestilstand og overtog kontrollen over de offentlige myndigheder.

Vagtværn:
19. september 1944 blev politiet sat ud af spillet af den tyske værnemagt og mange politifolk sendt i koncentrationslejre. 2 dage senere vedtog de handlende og beboerne i Gothersgade, at de ville oprette et privat vagtværn der skulle patrullere om natten mellem kl. 21 og 6. Værnemagten var selv interesseret i at der var nogle der kunne opretholde ro og orden og udleverede knipler til formålet.
Vagterne blev udstyret med stålhjelme, knipler, lygter og fløjter og fungerede fra den 22 september og frem til 19 oktober, hvor det erstattedes af et kommunalt vagtværn på 33 mand under kommando af kaptajn Zeilau. Han var kommet fra De vestindiske Øer, hvor han havde været den sidste kommandant. Vagtværnet havde blålige uniformer med tilhørende kasket og hvidt armbind. De var udstyret med en knippel og en fløjte. Zeilovs vagtværnet fungerede frem til befrielsen.

Værnemager:
Værnemagerne var landsforræddere der, for at tjene store penge, arbejdede for tyskerne eller handlede med dem. Mange blev rige på værnemageri, fordi de tog sig særdeles godt betalt for deres ydelser.

Wesertid:
Invasionen i Danmark fik kodenavnet "Weserzeit" og tidspunktet blev fastsat til den 9. april 1940 kl. 4.15. På dette tidspunkt skulle tyske tropper overskride grænsen til Sønderjylland og troppetransportskibe sætte tropper i land ved Langelinie i København, i Gedser, på Fyn, i Korsør og ved Snoghøj.
Kl. 4.00 blev udenrigsminister Munch ringet op af den tyske gesandt i København, Renthe-Fink, der udbeder sig et møde 20 minutter senere. På mødet meddeler han Munch, at besættelsen var i gang, og truede med et luftbombardement af København, hvis ikke den danske regering betingelsesløst accepterede Berlins krav.
Kl. 5.30 holdes der et regeringsmøde på Amalienborg, men forinden var der udgået modstridende ordrer til soldaterne så man kæmpede mod tyskerne i Sønderjylland, men ikke andre steder. Mødet endte med, at man beslutter at acceptere de tyske krav. Den eneste der protesterede var hærchefen, general Prior. Han mente, at man burde kæmpe videre af hensyn til, hvordan man i udlandet ville opfatte situationen at man overgav sig uden modstand. Regeringens beslutning meddeltes Renthe-Fink kl. 6.00.
Fra Uetersen flyvepladsen nordvest for Hamborg kl. 05.30 "Weserzeit", d.v.s. kl. 04.30 dansk normaltid, lettede 12 transportfly af typen Junkers Ju52 fra 8. Staffel af Kampfgeschwader zu besonderen Verwendung (KG.z.b.V.), med nogle jagere og bombemaskiner som støtte og satte kurs mod Masnedø. De gik ned i ca, 150 m. højde og kastede faldskærmstropper ud, hvis mål det var at sikre Storstrømsbroen, Masnedøfortet, og Vordingborg garnison. Masnedøfortet lå i mølpose og "forsvaret" bestod af tre mand, en civil ansat og to værnepligtige med geværer, men ingen ammunition til dem.

 ©  Erik F. Rønnebech, Landlystvej 5B, DK - 7000 Fredericia, Tlf:+45 7594 3232