FREDERICIAS HISTORIE

Den 1. september 1939, da Adolf Hitlers hær overskred den polske grænse, regnes som starten på 2. verdenskrig og allerede i april året efter fik Danmark krigen at mærke, da landet blev besat på grund af Hitlers frygt for, at de alierede ville benytte landet til en invasion.
Besættelsen varede i 5 år og var en trist tid for danmarks befolkning, der først langsomt samlede sig til modstand mod besættelsesmagten og aldrig blev fuldt anerkendt som fuldgyldig medlem af de allierede.

Den tyske værnemagt besætter byen.

Den niende april 1940 ved 5.30 tiden, blev Fredericias indbyggere vækket af en infernalsk brummen. Larmen kom fra sværme af lavtflyvende sorte tyske flyvemaskiner, der passerede byen. De tre tyske troppetransportskibe, der havde ligget opankret i bæltet, sejlede ind til havnen i Snoghøj og landsatte deres tropper, der straks besatte Lillebæltsbroen og jernbanen. Fra Østervolds Kaserne rykkede maskingeværdelinger ud til Prangervejen og Strandvejen og oprettede vejspærringer. En stor del af garnisonen blev sendt på march mod Vejle. Da en tysk patrulje på ca. 25 mand kom marcherende ind ad Strandvejen fra Snoghøj og nærmede sig den danske stilling på Strandvejen, gav oberstløjtnant Johnstad Møller ordre til at åbne ild, og der blev affyret varselsskud ud over vandet. Dette fik de højtsyngende tyskere til at søge dækning, dog uden at besvare ilden.
Kl. 6.40 kom der besked fra det danske krigsministerium om, at al dansk modstand straks skulle ophøre. Tyskerne havde i mellemtiden ført en panserafdeling frem til patruljen. Det danske kompagni ønskede ikke at overgive sig til tyskerne, men efter nogen parlamentering enedes danske og tyske officerer om, at danskerne trak sig tilbage til kasernen og der afleverede deres våben og ammunition.
Hovedafdelingen af de tyske tropper havde overskredet grænsen kl. 5.15, og havde kun mødt spredt modstand undervejs, bl.a. ved Søhuslejren. Nu nærmede en stor motoriseret kolonne sig byen. Danskerne fjernede vejspærringerne og soldaterne blev trukket tilbage på kasernen og kort tid efter, omkr. kl. 10, rykkede de tyske besættelsestropper - værnemagten - ind i byen for øjnene af den chokerede befolkning. Løbesedler, de såkaldte OPROP ,der skulle forklare befolkningen hvad der var sket, blev kanstet ned fra luften og klæbet op på lygtepæle. Byen var besat.
De eneste steder danske soldater kom i egentlig kamp med tyskerne var i Sønderjylland og på Amalienborg slotsplads. I alt dræbtes 13 danske soldater 9. april.

De tyske soldater indkvarteres.

De danske soldater blev beordret til at forlade kasernen, hvorefter tyskerne rykkede ind. Senere overtog tyskerne også en del af byens skoler til indkvartering, så undervisningen måtte foregå forskellige andre steder hvor der kunne skaffes plads. I juni 1942 belslaglagdes gymnastiksalene på Købmagergades skole og der sattes vagter ved indgangene. Lærerne skulle have udstedt et ausweiss for få lov til at passere vagten. Lærer Holger Hastrup, der var en spøgefugl der elskede at fortælle "røverhistorier" for sine elever, lavede sit eget ausweiss, idet han tog en eftersidningsseddel hvorpå han skrev: "Bæstet har lov at passere", forsynede seddelen med et par stempler og fik lov at passere vagten med den uden problemer. Hastrup blev siden medlem af byrådet.

Mørkelægningen m.m..

Der indføres straks mørkelægning, så byen om natten ikke kunne ses fra luften.
Man havde specielle sorte mørklægningsrullegardiner, som sikrede, at der ikke kunne trænge lys ud fra vinduerne. Folk fra civilbeskyttelsen CBérne gik rundt og kontrollede at der ingen steder trængte lys ud. Cykellygter og billygter skulle afskærmes, så lyset kun kunne komme ud gennem en smal sprække og med en "kasketskygge" så lyset ikke kunne ses oppefra, og det nederste af cyklernes bagskærmene blev malet hvide og man gik med hvide armbind.
Man skulle også have et legitimationskort forsynet med billede på folkeregisteret som skulle fremvises på forlangende.

Legimentationskort

6. julifesten under besættelsen.

Det blev allerede fra 1940 forbudt at fejre 6. julifesten på normal vis. Den danske regering gav dog byen speciel tilladelse til at holde den traditionelle højtidelighed ved krigergraven 5. juli aften. Dog uden musik. Højtideligheden blev til en manifestation, idet der mødte 10.000 mennesker op. Det vakte stor forargelse da tyskerne nedlagde kranse ved Landsoldaten og Ryes monument den 6. juli. Det var heller ikke populært, at man i stedet for soldater i gamle uniformer, havde sat knippelbevæbnede CB'ere til at stå vagt ved Landsoldaten.
Der deltog altid mange mennesker i processionen fra krigergraven til landsoldaten. Et år havde man demonstrativt lagt en krans med RAF's blå-hvid-rødstribede bånd på. Det faldt tyskerne for brystet og de forlangte kransen eller båndene fjernet.

Nationalfølelsen kommer til udtryk.

Den danske garnison.

Garnisonen, der jo var fortrængt fra kasernen, holdt fra maj 1940 til i Latinskolen, der netop var afløst af det nye gymnasium på 6. julivej, men da tyskerne 11. november 1942 forbød al dansk militær i Jylland, flyttedes garnisonen til Kerteminde. Den 29 august 1943 afbrød tyskerne forbindelsen til den danske regering og militæret afvæbnedes.

Tyskernes hovedkvarter.

Tyskerne oprettede deres hovedkvarter på Missionshotellet i Oldenborggade. Det var også hertil gestapo indbragte tilfangetagne modstandsfolk til forhør.

Modstandsbevægelsen / Sabotage.

Efter en tid begyndte en modstandsbevægelse at spire frem. Den først "Frit Danmark" gruppe dannes på byens festdag 6. juli 1941. Egentlige sabotageaktioner kom dog først i gang i sommeren 1943, i starten rettet mod højspændingsanlæg. Den første større aktion gik ud over transformatorstationen i Sandal 24. juli dette år. Sabotagen rettes i første omgang mest mod de virksomheder der arbejder for eller handler med tyskerne. Bl.a. blev Dansk Rørindustri, der leverede faldstammer til Tyskland, saboteret 28. februar 1944.
Først i januar 1945 tog jernbanesabotagen fart. På grund af byens store betydning som jernbaneknudepunkt, var den et oplagt sabogagemål. Mange nætter lød der dumpe drøn langs jernbanelegemet og afsprængte skunnestykker fløj gennem luften. Det var ikke altid det gik godt for sabotørerne. En sabotørgruppe på ni blev taget i Taulov, ført til København og henrettet i Ryvangen. Da rygtet om henrettelserne når byen gik alt omgående i stå.
Modstandsbevægelsen foretog også sabotageaktioner mod fabrikker og personer der arbejdede for tyskerne.
Da tyskerne afbrød forbindelsen til den danske regering overtog gestapo eftersøgning og anholdelse af modstandsfolk, der ellers havde påhvilet det danske politi. Der undførtes dødsstraf for sabotage samt for at huse sabotører.

Sabotør Pierré Honore´s beretning.
Fredericiasabortører

Politiet interneres, vagtværn oprettes.

Den 19 september 1944 blev politistationen i Vendersgade stormet af tyskerne. Politifolkene interneredes og sendtes i koncentrationslejre Tyskland. Da der nu ikke var noget politi, steg kriminalitet i form af indbrud og sortbørshandel kraftigt. Besættelsmagten ønskede derfor at der blev dannet et dansk korps, der kunne opretholde ro og orden. På privat initiativ oprettede først de forretningsdrivende i Gothersgade et vagtværn der patruljerede i gaderne to og to, bevæbnet med politiknipler, lommelygte, hvide armbind og trillefløjte. Den 28. november afløstes det af et kommunalt vagtværn. De største virksomheder i byen skulle hver udpege to af deres bedste folk til vagtværnet, der blev på 33 mand ledet af den pensionerede kaptajn Th. Zeilau.

Der bygges beskyttelsesrum.

Schalburgtagen.

Som modtræk mod sabotagen opstod schallburgtagen, der bl.a. gik ud over Ridderborg, Hotel Landsoldaten og Fredericia Teater.
Efter Schalburgtagen af Hotel Landsoldaten, frygtede man at stathuen skulle blive næste offer, og man beluttede derfor i slutningen af juli 1944, at opføre en beskyttelsesmur om stathuen. Da taget skulle lægges på, viste det sig at der ikke var plads til bøgegrenen. Den blev derfor afmonteret, pakket ind i aviser og gemt i et skab i forsamlingsbygningen "Femad", hvor den lå indtil befrielsen.

Stikkere likvideres

Byens værker og lillebæltsbroen reddes fra ødelæggelse.

Da befrielsen nærmede sig beordrede den tyske general Linnemann, at samfundsvigtige anlæg som f.eks. elektricitetsværker, vandværker o.l. havneanlæg og broer skulle sprænges i luften. Heriblandt Lillebæltsbroen.
En tysk officer ved navn Robert Meyer skulle efter sigende have forhindret dette ved først at tage kontakt til modstandsbevægelsen og derpå ved list at have drukket med kommandanten oberst Berrich, og kommet sovemiddel i hans vin så han sov uafbrudt i 48 timer og først vågnede efter kapitulationen, og derefter taget hans næst- kommanderende hauptmann Franske, med ud på en sejltur på Lillebælt, medbringende damer og spiritus. Da Franske var tilstrækkelig fuld, skulle Meyer have sejlet ham til Hindsgaul og overgivet ham til modstandsbevægelsen. Derved var hele den tyske ledelse sat ud af spillet. Byen og broen var reddet.

Tyskerpigerne.

Unge mennesker mødes og sød musik opstår.
I dag, hvor besættelsestiden ligger langt tilbage, vil mange forklare den kendsgerning, at en del danske piger dyrkede samkvem med tyske soldater, ud fra denne "naturlov".
Så enkelt er det imidlertid ikke. En del mennesker, både mænd og kvinder, søger instinktivt højere status ved, uden at have moralske skrubler, at tilslutte sig magthaverne. Måske ud fra den betragtning, at det er bedre at holde med vinderne end taberne.
Langt den største del af den danske befolkning hadede de tyske besættelsestropper af et godt hjerte. At man ikke mere var herre i eget hus og kunne kostes med efter magthavernes forgodtbefindende, tiltalte ikke mange mennesker.
For at kunne forstå samtidens holdning, må man forestille billedet af en tysk officer eller menig, der kommer spankulerende op ad gaden med en dansk pige under armen. Pigen nedstirrer sine landsmænd med et hånligt hoverende blik, og hendes tyske kæreste beder måske en dansker skrubbe over på det andet fortov for at demonstrere sin magt for pigen, og denne mand har intet andet valg end at parere ordre.
Det er derfor forståeligt, at man betragtede disse piger på samme måde som de mænd, der valgte at blive nazister og frivilligt melde sig som soldater i den tyske hær eller på anden måde gå fjendens ærinde som stikkere eller schalburgtører. En del af disse piger har sikkert heller ikke haft skrubler over at angive landsmænd.
Var de dumme eller naive. Trængte de bare til at forøge deres eget selvværd, og føle at de var en del af magten, eller faldt de bare for en charmerende ung mand i uniform. Svaret er ikke entydigt. Der var sikkert piger i alle kategorier. Der findes talrige eksempler på at visse kvindetyper instinktivt søger mænd med magt og for hvem magten en spiller større rolle end både alder, udseende og menneskelige værdier.
Tiden har vist, at vi mennesker har indbygget nogle instinkter der stammer tilbage fra den tid, da artens overlevelse stod over menneskelige hensyn. Disse urinstinkter kan stadig komme op til overfladen når muligheden byder sig, hvis ikke forstanden og fornuft er i stand til at undertrykke dem, og så kan man opleve menneskeracen foretage sig babariske ting over for artsfæller.
De piger, der under den tyske undertrykkelse "valgte" at forelske sig i tyske soldater, blev naturligvis lagt for had og kaldt for både feltmadrasser og tyskertøse.

EN EPISODE PÅ VOSS.

Da arbejderne på Voss fabrik i 1943 ville have 10 tyskerpiger og 5 nazister fjernet fra arbejdspladsen og ikke kunne få det gennemført, forlod de arbejdspladsen, og på vejen hjem, blev flere af pigerne fanget og klippet skaldet. Tyske marinesoldater kom dem til hjælp og skød bl.a. op i luften med deres pistoler og folk stimlede sammen i gaderne for at se, hvad der var på færde. Om aftenen gik pigerne rundt med marinesoldaterne og udpegede nogle blandt danskerne de ville have straffet. Det affødte stor tumult med bl.a. slagsmål og rudeknusninger.
Folkets straf for at være tyskertøs var, at pigerne fik håret klippet af, og i nogle tilfælde trak man også alt tøjet af dem og lod dem løbe nøgne gennem byen. Dette er også en primitiv reaktion, som ikke kan undertrykkes i visse situationer.

TYSKERBØRNENE

Det kunne naturligvis ikke undgås, at nogle af disse forhold resulterede i graviditeter. Omkring 5.000 børn blev født med en dansk mor og en soldat fra værnemagten som far.
Disse børn betragtedes af samfundet som horeunger og har hele deres liv båret på et stempel, de ikke kunne slippe af med.
Dette er igen et bevis på en umenneskelig reaktion, der opstår under specielle forhold der bevirkede, at børnene blev uskyldige ofre for mødrenes ubesindighed, eller hvordan man ellers vil betragte det. Havde tyskerne vundet krigen, havde deres situation sikkert været stik modsat. Desværre er der ikke noget der tyder på, at menneskeracen tager ved lære af tidligere begåede fejl.

Hipoerne kommer til byen.

I slutningen af februar 1945 kom de berygtede hipoer, der var danske landsforræddere der gik i tysk tjeneste, til byen. De var overført fra det i januar opløste Schalburgkorps. Hipoerne indkvarteredes på restaurant Hannerup. Hipo betyder hjælpepoliti (forkortelse for Hilfspolizei), og de fik til hovedopgave at bevogte banelinierne og banegården for at forhindre sabotage. De patruljerede også i byens gader i grupper på 5 og udersøgte folk og kontrollerede deres legitimationskort. De var hadede af befolkningen med deres brovtende rå og ofte brutale adfærd. De opførte sig betydeligt værre end værnemagtssoldaterne. Ved befrielsen blev de arresteret og ført til ekserserhuset på Fælleden. Her bevogtedes de af folk fra Den danske Brigade, der var kommet hjem fra Sverige.

Lazarettog og østpreussiske flygtningetransporter.

Hen på foråret 1945 var indkvarteringen af tyskerne nærmest kaotisk. Der ankom sårede soldater fra fronten i stort tal med ambulanzetog, og mange af byens skoler måtte inddrages til lazaretter. Fra februar begyndet strømmen af civile flygtninge, fordrevne af Russerne, at strømme til byen, og det gav store problemer med at skaffe mælk nok til børnene. Flygtningene ankom til banegården i store flygtningetog og mange af dem var inficerede med smitsomme sygdomme, så de folk der kom i berøring med dem, måtte desinficeres bagefter. De mange flygtningene opsamledes og interneredes efter befrielsen i store lejre rundt i landet. Bl.a. i Oksbøl og Karup. Mange af de sårede soldater var døde inden ankomsten til byen og mange af de civile, især børn, døde kort tid efter ankomsten og fandt deres sidste hvilested her i byen.
De døde soldater fra lazaretterne og lazerettogene begravedes i en fællesgrav på Nordre kirkegård (nu Christianskirkens kirkegård), og da det kneb med at skaffe tilstrækkeligt med kister, blev en del af ligene, indtil de kunne begraves, indsyede i papirssække og derpå stablede i kapellet, der udsendte en forfærdelig ligstank.
På gravpladsen ligger ialt 235 tyske soldater og 165 tyske flygtninge begravet.

Smædeviser

Tyske soldater og flygtninge udgør 27 % af byens samlede befolkning.

Den største koncentration af tyskere i byen nåedes et par dage efter befrielsen med 3.100 sårede frontsoldater, 2000 værnemagtssoldater og 3.300 civile flygtninge. Fredericianerne talte den gang 23.000 personer.

Hitlers død og befrielsen.

Allerede 1. maj 1945 løb der rygter om, at tyskerne havde overgivet sig. Et par forretninger begyndte at uddele små dannebrogsflag og den lokale frihedsrådskommite holdt i hemmelighed møde på Geddesborg, men rygtet var falsk.
Den 2. maj 1945 udsendtes en meddelelse til værnemagten om, at Hitler var død og 4. maj om aftenen lød så endelig frihedsbudskabet i radioen fra BBC London om, at Montgommery havde meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig. Så brød lettelsen og glæden frem over at "de fem forbandede år" endelig var slut. Folk jublede i gaderne, råbte hurra og svingede med dannebrogsflag og noget af det første man gjorde, at rive de forhadte sorte mørklægningsgardiner ned, smide dem ud på gaden og brænde dem. Danmarks besættelse blev dog først officielt ophævet den 5. maj kl. 8.00 om morgenen. Modstandsbevægelsen (frihedskæmperne) opslog, straks efter frihedsbudskabet havde lydt, deres kvarter i Hotel Victoria i Vendersgade og startede arrestationen af landsforræddere, tyske medløbere og værnemagere, efter sigende for at beskytte dem mod lynchning af den rasende befolkning. Ialt 130 personer kom i "beskyttelsesarrest". Efter forhør på Victoria fik nogle lov at tage hjem, medens resten blev interneret i en træbarak der lå på volden ved siden af det hvide vandtårn. De tyske soldater fik lov at gå hjem. Mange havde samlet sig forsyninger, som de slæbte med sig i barne- eller trækvogne. Både våben og andre ikke personligt ting måtte de dog aflevere ved grænsen.
Modstandsbevægelses ophørte med bevogtningsopgaver 31. maj og 1. juni genindkaldtes danske soldater til kasernen.

Befolkningens reaktion.

Den største del af befolkningen forholdt sig passive under hele besættelsestiden og frygtede nok både tyskerne, deres medløbere og sabotørerne. Grunden til at de var bange for at blive involveret i sabotagen var nok fordi de frygtede de tyske represalier. Livet gik nogenlunde sin vante gang og man fandt sig i meget. De tyskere der var i byen den sidste del af krigen, var helt unge og gamle mænd der var uegnede til egentlig krigstjeneste, og man havde nok en smule medlidenhed med dem. Det var jo heller ikke alle tyskere der var nazister.

Besættelses- og mørklægningstiden mindes.

I mange år var det tradition at sætte levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj for at mindes afslutningen på mørklægningen. Denne skik er nu på vej til at dø ud.

Hvert år den 4. maj om aftenen holdes en højtidelighed ved monumentet for frihedskampen ved banegården. Højtideligheden arrangeres af "Foreningen for Erhvervshæmmede fra Frihedskampen".

Mindelunden i Ryvangen

Da modstandsfolkene ankom til Ryvangen i København den 5.maj 1945, fandt de 202 grave. Ligene blev gravet op og identificeret. De fleste var danske frihedskæmpere, og folk som var faldet i ildkamp mod tyskerne. Derfor blev der indrettet en mindelund her, hvor tyskerne havde henrettet og begravet danske modstandsfolk.
Efter at de døde var identificeret, kunne de pårørende vælge, om de skulle genbegraves i Mindelunden, eller på deres hjemlige kirkegårde. 106 familier valgte begravelse i Mindelunden.
Genbegravelsen i Mindelunden fandt sted den 29. august 1945. Dagen startede med, at kisterne blev samlet på ridebanen bag Christiansborg slot. Så blev de kørt gennem København og ud til Ryvangen. Over hele byen var flagene på halv, og alle kirkeklokker ringede. Mindelunden blev indviet som begravelsesplads af Københavns biskop, og selve begravelsen blev overværet af de pårørende, kongehuset, regeringen og modstandsbevægelsen. Senere blev der begravet flere danskere, som enten var døde i koncentrationslejr, eller modstandsfok, der var faldet i Tyskland. I mindehallen er der mindetavler for de 151 faldne modstandsfolk, som aldrig blev fundet.
Det store monument "For Danmark", er placeret i midten. Det forestiller en moder med sin dræbte søn og er udført af billedhuggeren Axel Poulsen.
Mindelunden hører under Kirkeministeriet.
De henrettede frihedskæmper der blev begravet på de hjemlige kirkegårde fik senere en broncemedaljon anbragt på gravstenen med teksten: "Faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945".
Ialt 14 fredericianere mistede livet.

Danmarks frihedssang
2. Verdenskrig